Inge Norling var assurandør. Hun solgte bl.a. forsikringer i Skotland. Og penge var hendes ”gud”. Men for ca. 30 år siden fik hun et helt nyt syn på samfundet og meningen med livet, og hun begyndte at tage sig af de hjemløse. Og det har hun nu gjort i over 25 år. Hun er nu 82 år.
– Jeg var fyldt 50 år, da jeg blev kristen. Jeg var konfirmeret og vidste lidt om Bibelen. Men jeg havde intet forhold til Gud, fortæller Inge Norling.
– Jeg troede, at HVIS han fandtes, så kunne han i hvert fald ikke lide mig, for jeg havde jo gjort mange ting, som jeg godt vidste var ”forkert”.
Så jeg prøvede bare at holde mig på afstand af Gud.
– Men en dag fik min datter mig med ind i en frikirke i Vejle.
Præsten stod og sagde, at Gud elskede alle mennesker. Den gik jeg og tyggede på hele eftermiddagen. Om aftenen var der igen møde. Og jeg gik derhen igen – frivilligt.
Er det rigtigt?
– På mødet fortalte nogle deres ”vidnesbyrd” om, hvordan de havde taget imod Gud. Men jeg troede bare, at man kunne gå op og sige sin mening, så jeg spurgte præsten Jørgen Christensen, om jeg måtte sige noget. Så fik jeg mikrofonen og sagde:
Du sagde i formiddags, at Gud kender og elsker alle mennesker. Er det sandt?
Ja, sagde han. Det er da sandt.
Men gælder det også mig?
Ja, sagde han, det gælder alle mennesker.
Men står det i Bibelen?
Ja, det gør det da, svarede han.
På det tidspunkt havde jeg planlagt mit eget selvmord. Jeg var rigtig langt ude. Men nu sagde jeg den fornuftigste sætning, jeg nogen sinde har sagt i hele mit liv. Jeg sagde: Hvis det passer, at Gud elsker mig, så vil jeg også elske ham. Så skal det være det vigtigste i mit liv fra dette øjeblik.
Nu vil jeg vil gå hjem og læse i min bibel og finde ud af det her.
Champagne i fingrene
– Og alle omfavnede mig. Jeg vil aldrig kunne viske det øjeblik ud af mit liv. Det, der skete lige dér, kan jeg ikke forklare. Det var, som om der boblede champagne ned i mig og helt ud i fingerspidserne, husker Inge.
– Det var i 1984. Jeg har elsket Gud lige siden. Men jeg skulle jo først lære Gud at kende, og jeg var meget taknemlig for den hjælp, jeg fik fra Jørgen Christensen og hele menigheden.
Jeg var enormt glad, og jeg fik god opbakning fra de andre i kirken. De lånte mig fx bøger og plader med kristen musik. En klog én sagde: Læs først Lukasevangeliet, før du læser alt det andet i Bibelen. Det var et godt råd.
En stemme ovenfra
– Jeg var skilt og alene i mit hus, og jeg lå faktisk i mit badekar og bad euforisk til Gud, da jeg hørte en stemme: Du skal tage til Nordirland. Men der gik to år, inden jeg gjorde alvor af det. For jeg var noget forvirret. Men jeg havde en følelse af, at der var noget, jeg skulle gøre, som jeg ikke havde gjort.
Så tog jeg derover og kørte rundt en uge. Og selv om Nordirland jo var berygtet for terror, så mødte jeg så megen kristen kærlighed, som jeg aldrig havde mødt. Både fra katolikker og protestantiske retninger. Jeg var fx i et hus, hvor beboerne tilhørte fem forskellige kirkeretninger, og de gik i hver sin kirke. Men hver dag bad de tre gange sammen.
Jeg havde nogle meget stærke åndelige oplevelser derovre.
Som Moder Teresa
– Jeg mødte også Moder Teresas søstre i Skotland. Og derigennem mødte jeg en katolsk præst. Jeg kunne ikke lide, at alt hvad han sagde, lød rigtigt. For jeg havde så mange fordomme om katolikker. Men i oktober 1986 blev jeg selv optaget i den katolske kirke. Jeg tror, det var Moder Teresas eksempel, der gjorde størst indtryk. Jeg fik nu at vide, at jeg skulle tage hjem og leve som fattig og tage mig af de fattigste.
Det var svært at forklare, og jeg er blevet misforstået af så mange, men jeg solgte nu mit hus og flyttede ind i gæstehuset på et kloster i Høsterkøb i Nordsjælland. Her faldt jeg til lidt til ro.
Boede blandt hjemløse
– En dag læste jeg en avisoverskrift om, at man i Danmark smed levende mennesker i skraldespanden. Det var om hjemløse.
Så forlod jeg klosteret for at gå ud på gaden og finde de mennesker, som man smed væk på den måde. I det næste halve år levede jeg selv som de hjemløse. Den første tid boede jeg på Kofods skole, derefter på Kirkens Korshærs hjemløseherberg. Og ellers mange steder, hvor jeg kunne lægge mig ned og sove.
Jeg måtte ikke holde andagt på Kirkens Korshærs herberg, for de fik statsstøtte… Det forstod jeg ikke, men sådan var det. Og det var hårdt, for man hørte jo alle de forfærdelige historier, og man kunne ikke gøre så meget. Så jeg måtte tage en pause.
Jeg begyndte derfor at uddanne mig et år på Sognediakonien på Diakonissestiftelsen. Det gav mig meget at lære noget bibelhistorie og kirkehistorie. Tænk fx på alt, hvad Paulus led og orkede, fordi han havde set Jesus i et syn. Han var jo fantastisk.
”Gud, giv mig en gård!”
– Jeg sagde til min præst Lars Messerschmidt, at vi skulle få de hjemløse væk fra København. Ud på landet. På en gård. Vi skulle ikke have personale, der sagde, at vi ikke måtte holde andagter. Vi skulle selv gøre det, vi kunne, sagde jeg til min præst.
”Så må du jo bede Gud om sådan en gård,” sagde præsten.
Så det gjorde jeg! I 1989 havde jeg holdt jul hos min søn i Viborg og ville besøge min datter i Vejle. Så jeg sad på banegården og bad om at få en gård til de hjemløse.
”Det skal bare være en gammel gård, for ellers bliver ejeren bare sur, hvis vi roder. Den skal ligge i en skov, så vi kan gå nogle ture og tale om tingene. Der skal være noget jord til, så vi selv kan dyrke vores grøntsager og have nogle dyr. Og kan du ikke sørge for, at den ligger lige langt fra Viborg og Vejle, så jeg kan besøge mine børn,” bad jeg dér på banegården.
Så gik jeg ind og købte JyllandsPosten fra dagen før. Her var en gård til leje. Selv om telefonnummeret var til Sjælland, lå gården i Fasterholt – midtvejs mellem Viborg og Vejle…!
Men gården var stor og dyr, og ingen ville støtte mit projekt med penge.
Men så kom der en tyv og stjal gårdens køkken og vandværk. Og så var den jo svær at leje ud. Jeg besøgte ejeren, som viste sig at være Danmarks femte rigeste mand. Han lod mig leje gården til et bofællesskab uden depositum og uden lejekontrakt et halvt år.
Senere gik han desværre konkurs. Så kom der en ny ejer. Og vi havde ingen penge, så vi fældede juletræer og tjente til tre måneders husleje, og vi beholdt gården i ti år indtil 2006.
Andagt skabte ro
– I starten blev jeg daglig truet, og vi måtte ofte have bud efter politiet, husker Inge.
– Det var meget hårdt, og ofte tænkte jeg: Hvad gør vi nu? Men jeg tænkte nu aldrig, at jeg ville lukke stedet. Politiet ville ellers have, at jeg skulle lukke stedet. De ville ikke rende her og passe det for mig, sagde de til mig i 1982 og 1983, hvor det var rigtig hårdt.
Så sagde jeg til alle beboere, at hvis de ville bo her, så skulle de med til andagterne. Det ville de ikke, sagde de. Så gav jeg dem et par måneder til at tænke over det indtil 1. marts. Så kom de allesammen med ind og bad. Og efter den tid gik der to år, hvor vi ikke havde bud efter politiet én eneste gang! Det hjalp.
Overtog et hotel
I 2001 fik Inge Norling mulighed for at bruge det tidligere Arnborg Hotel syd for Herning til sine hjemløse. Desuden havde hun et andet arbejde i Viborg.
Det var Y’s Men’s bevægelsen, der skaffede de fleste penge til købet af Arnborg Hotel, hvorefter der blev oprettet en fond til at eje stedet. Her er der 16 værelser, men et af værelserne er indrettet til bibliotek og med computer. Desuden er der to lejligheder i huset ved siden af.
Beboerne betaler selv 4.200 kr. for at være her, og de hjælper 82-årige Inge med arbejdet.
Ikke værdiløs
– Hvad kan du gøre for de hjemløse?
– Jeg kan afgifte dem for narko og alkohol. Jeg kan sørge for, at de får styr på deres liv igen. Jeg kan også fortælle dem, at jeg elsker dem, og at Gud elsker dem, siger Inge.
– Vil de høre på det?
– Ja, de ønsker inderligt at tage imod det, men det kan godt være, at de falder tilbage i deres gamle liv nogle gange. Men så kommer de tilbage.
En hjemløs er jo ikke værdiløs. Han kan hjælpe andre. Men hvis ingen har brug for én, hvorfor skulle man så leve? Man finder glæden ved at gøre noget for andre, siger Inge.
– De hjemløse i dag er ikke blot dem, der går på landevejene, for de har selv valgt det liv. Der er mange andre hjemløse, der er kommet ud i problemer og ikke har et sted at være. Det kan fx være psykisk syge, voldsramte, kriminelle og narkomaner, som er bange for at være alene.
2.000 hjemløse
Da Inge fyldte 60 år, sørgede kommunen for, at hun fik førtidspension. De ville nemlig gerne have et sted som hendes, hvor hjemløse af alle slags kunne søge hen uden visitation og tilskud.
Inge er nu fyldt 82 år. Sidste år fik hun en blodprop, så hendes krop midlertidigt blev lammet. I dag er hun helt genoptrænet og frisk, men hun er godt klar over, at der skal findes en afløser, inden det bliver for sent.
Over 2.000 hjemløse har boet hos Inge gennem årene. Mange ringer fortsat til hende og siger tak for den tid, de har tilbragt på hendes hjem.
– Jeg har gennem de mere end 25 år hørt mange forfærdelige livshistorier, fortæller Inge.
– Men jeg føler mig privilegeret over, at jeg kan hjælpe hver enkelt til et bedre liv og give dem det bedste, jeg selv véd; nemlig troen på Jesus Kristus.