Mette Østergaard var kørt ned af kronisk træthedssyndrom efter to fødsels-depressioner, et øre-barn, en virus, en skilsmisse og ti depressive år. Myndighederne overvejede at fjerne hendes børn og hun var indstillet til førtidspension. 2014 var hendes værste år. Hun tænkte på selvmord. Men den 21. januar oplevede hun det mirakel, som mange længes efter.
Den 27. januar 2015 – for næsten et år siden – oplevede cand. merc. Mette Østergaard et mirakel.
Hendes lille datter, Julia, bad for hende. Og mor blev rask.
Hvis ikke Mette i dag var en velfungerende selvstændig erhvervsdrivende med en café og helsebutik, så ville det være svært at tro på miraklet.
Men det er ikke første gang, Mette har oplevet et overnaturligt indgreb. Som 31-årig blev hun spontant helbredt for piskesmæld fra en svømmeulykke i Spanien og skader på bækkenet m.m. efter et voldsomt fald fra en stige.
Det skete på et offentligt møde i Kolding med den afrikanske forkynder Charles Ndifon.
Efter i flere år forgæves at have fået behandlinger i såvel sundhedsvæsnet som alternative miljøer, var Mette desperat.
Hun havde måttet opgive et job som udviklingschef ved Postvæsnet, og det hjalp heller ikke at flytte til varmen i Spanien, hvor hun og kæresten drev et IT-firma og solgte lejligheder.
For skaderne plagede hende så meget, at hun til sidst besluttede at tage hjem til Danmark for at forsøge at få en førtidspension – i en alder af kun 31 år.
Ateisten blev kristen
Mette Østergaard var ateist og bestemt ikke vild med Jesus og halleluja-stemning. Men en veninde fik hende lokket med til helbredelsesmødet.
– Selv om jeg havde planlagt at skjule mig i mængden af de 1500 mennesker, gik jeg straks frem til forbøn. Uden måske rigtig at mene det, bad jeg med på frelsesbønnen. Og da mærkede jeg noget ske.
Det gjorde pludselig ikke ondt i hovedet mere. Jeg blev vildt begejstret og meget glad. Endelig havde jeg fundet løsningen på mine smerter! Jeg var boblende lykkelig, husker Mette.
Fra det øjeblik var den benhårde ateist blevet troende.
Hun tog tilbage til Spanien, hvor hun fandt frem til en lille ny karismatisk frikirke, som hun blev utroligt glad for.
Mettes første mirakel og livshistorie er tidligere blevet fortalt i et interview i Udfordringen: ”Ikke noget med Jesus” (uge 7, 2013). Se Udfordringens hjemmeside.
Heraf fremgik det også, at Mette og hendes mand efter nogle år måtte vende tilbage til Danmark på grund af verdenskrisen.
To børn og skilsmisse
Nu fulgte en vanskelig tid. De havde ingen penge, boede hos nogle venner og Mette var gravid med deres første barn.
– Julia blev født to måneder for tidligt. Herefter fik jeg en fødselsdepression. Og mens jeg endnu ammede Julia, viste det sig, at jeg igen var gravid.
Midt i dette kaos fødte Mette datteren Sofia, som åbenbart havde et problem med ørerne.
– Hun skreg, så snart hun blev lagt i ned. Når endelig Sofia var faldet i søvn, begyndte Julia at græde. Sådan fortsatte det på skift næsten hvert kvarter i 2 år.
Efter Sofias fødsel var jeg ekstremt træt, husker Mette.
Nerverne blev tyndslidt og ægteskabet gik i stykker, da Sofia var kun 6 måneder.
Mens Mette var blevet kristen, var hendes mand fortsat i det alternative og okkulte.
Tilbage til Spanien
– Jeg savnede meget min kirke i Spanien. Jeg synes ikke, man havde så stor forståelse for den åndelige side herhjemme – heller ikke i kirkerne.
Jeg rejste derfor tilbage til Spanien med pigerne, men det kom ikke til at fungere, så efter tre måneder vendte vi igen hjem til Danmark.
Jeg blev nu sendt i arbejdsprøvning på en chokoladefabrik. Her blev jeg senere arbejdsleder, men det var ekstremt hårdt. For virksomheden havde ikke en rimelig indstilling overfor medarbejderne. De var bare ude på at udnytte dem mest muligt.
Jeg ville gerne bevise, at jeg kunne klare det, men jeg gik selv ned med stress fem gange. Jeg kollapsede til sidst fysisk og kunne ikke komme ud af sengen.
Jeg fik nu en kronisk træthed, som jeg ikke kunne kæmpe mig ud af. Jeg var helt udmattet. Dybt deprimeret og kæmpede med selvmords-tanker.
Forsømte piger
– Sådan gik der nogle år. Pigerne voksede op med en mor, der ikke kunne overkomme noget, og som altid skulle hvile sig. De skulle være stille – og de blev forsømt. Det var synd for dem.
Når jeg havde afleveret dem i børnehaven eller skolen, måtte jeg hjem for at sove. Så ventede jeg med at hente dem så længe som muligt. Og jeg kunne næsten ikke holde ud at have dem… Selv under aftensmaden måtte jeg ind og hvile mig.
Fem gange var der indberetninger fra nogen, der mente at børnene enten burde fjernes eller passes af andre.
Julia led af seperations-angst. Hun turde ikke slippe mig. Hun var bange for, at jeg ikke kom tilbage. Der måtte nogen gange to pædagoger til at løsne hendes arme omkring mig… Hun frygtede også for at falde i søvn om natten.
Et håb tændes
– Men i 2012 hørte jeg om en højskoleuge på Kolding Internationale Højskole med Graham Powell, en kristen underviser fra Canada. Han hjælper mange fri af dæmoniske påvirkninger.
Jeg slæbte mig derhen og fik meget ud af undervisningen. Jeg blev ikke helbredt lige på stedet, men jeg fik modet tilbage.
I mens var myndighederne i gang med at afklare min situation. Jeg var bl.a. i jobprøvning på et kirkekontor, men måtte sygemelde mig.
En jobkonsulent sagde i 2013 uofficielt til mig, at der nu ikke var andet tilbage at prøve. Jeg måtte indstilles til førtidspension.
I 2014 havde jeg mit hidtil værste år. Jeg vidste, at det ikke kunne fortsætte…
På kirkekontoret havde jeg læst om den amerikanske missionær Heidi Baker, som havde taget sig af 3.000 forældreløse børn i Mozambique. Hun havde været helt udbrændt, ligesom jeg, men var kommet op igen.
Nu hørte jeg, at Heidi kom til Roskilde, men det var ikke til at opdrive en plads, selv om jeg forsøgte ihærdigt.
Til gengæld kom Randy Clark til København i maj. Det var gennem ham, at Heidi var blevet rejst op. Så jeg tog til København i håb om at blive helbredt.
Nu kender du mig
– Men på vej derover følte jeg, at Gud sagde til mig, at jeg ikke ville blive helbredt på konferencen på samme måde, som jeg 13 år tidligere var blevet spontant helbredt. Dengang var det ligesom et ”score-trick” fra Gud, fordi jeg var ateist og ikke ville have troet på Gud, hvis ikke jeg havde oplevet et mirakel.
– Men nu kender du mig, og jeg vil gøre dig rask gennem mit nærvær. Gennem at du søger mig, følte jeg at Gud sagde.
Jeg fik rigtig meget ud af konferencen med Randy Clark, og den blev et vendepunkt. Men jeg blev ikke helbredt lige dér. Jeg var stadig udmattet af træthed.
Men jeg besluttede nu at følge en tre ugers Daniel-faste i januar. Jeg havde fundet en amerikansk kirke ”Free Chapel” på internettet, og jeg fulgte nu deres faste og læste om, hvad den betød for dem. Mange oplevede fx et gennembrud i forbindelse med fasten, – og jeg håbede naturligvis på det samme.
Et lille barns tro
– En dag stod min datter Julia nede i brusebadet og sang en spontan sang til Jesus. Det gør hun nogen gange. Pludselig løftede hun hænderne og bad: ”Jesus, vil du ikke nok gøre min mor rask!”
Da hun så mig, spurgte hun: Mor, er du stadig træt?
– Ja, svarede jeg.
Dagen derpå spurgte hun igen. Og jeg svarede igen lidt undrende, at jeg stadig var træt.
Men på tredjedagen fik jeg den indskydelse at tage ud og bede for en syg bekendt, selv om jeg selv var syg.
Det var usædvanligt, for jeg skulle til forældremøde på skolen om aftenen, og det skulle jeg som regel samle kræfter til i 14 dage.
Men den aften blev jeg ikke træt. Og bagefter kørte jeg en anden forældre hjem. Jeg følte mig rask, selv om jeg ikke havde sovet den dag.
”Det er, fordi Jesus har gjort dig rask,” sagde min lille pige.
Og jeg mærkede, at der var sket noget. Jeg blev ikke træt som før. Jeg kunne ikke sove hele dagen.
Naturligvis frygtede jeg, at jeg ville falde tilbage i sygdommen efter en uge, men det skete ikke.
I stedet begyndte der at ske en række positive ting.
Gennem forskellige profetiske indskydelser, som umuligt kan være tilfældige, blev jeg ledt til at realisere en vision, jeg havde fået under min sygdom om at åbne et sted, hvor der både var en butik og en café, og hvor mennesker kunne få samtaler og forbøn.
Og den 27. august åbnede jeg min butik ”Morgenstjernen” i Udfordringens hus.
Udover mig er der nu to deltidsansatte og et par frivillige. Og det går rigtig godt.
Jeg kan blive træt ligesom alle andre, men slet ikke, som det var engang. Jeg har det godt, og mine piger trives.
Jeg har lært at være afhængig af Gud, slutter Mette med et taknemligt smil. Hver morgen begynder hun dagen med en times bøn og bibellæsning. Og i januar faster hun i tre uger, ligesom for et år siden, da Gud greb ind.