På lørdag er det 65 år siden, at Danmark blev besat af Hitlers nazistiske Tyskland. Heldigvis blev vi fem år senere befriet igen. Det begynder vi en serie om i dette nummer og frem til befrielsesdagen den 5. maj.Samtidig vil vi opfordre læserne til at kontakte os, hvis de har noget at fortælle om deres egen eller andres oplevelser under besættelsen – dog kun hvis dette har noget med deres kristne tro at gøre, ellers bliver det nok for omfattende at bringe her i bladet.
Nu bagefter roser vi danskere os af modstandskampen, men dengang var det hele noget mere mudret. Danske politikere og myndigheder indtog i starten en pinlig samarbejdspolitik med fjenden, og man medvirkede bl.a. til at danske kommunister blev anholdt, man opfordrede danske arbejdere til at arbejde i Tyskland og hjalp indirekte nazisterne ved ikke at gøre modstand.
Men heldigvis var der også nogle, der ikke ville underordne sig den nazistiske terror. En modstandsbevægelse voksede frem, først af folk på fløjene, senere fik de tilslutning af folk i midten. Og faktisk var mange kristne også aktive – f.eks. med at skjule forfulgte jøder.
I England forsøgte konfliktsky politikere også at lukke øjnene for nazisternes hergen i Øst-Europa og forfølgelsen af jøder, men da det blev for groft, kom Churchill til magten og tog kampen op – til gavn for bl.a. os.
Det afgørende var ikke, at tyskerne blev bekæmpet, men at et antikristeligt system som nazismen blev det.
Set i bakspejlet kan vi se, hvor forkert det nazistiske system var. Men der er fortsat mange steder i verden, hvor vores medmennesker må leve under diktatur og forfølgelse for deres tro eller holdninger. Dem må vi ikke glemme i al vores selvoptagethed og materialisme.
Lad den 9. april minde os om de forfulgte, så vi husker dem i forbøn og støtte, og tager godt imod dem, der kommer til os som flygtninge.