Jesper udgiver digte og skal nu på forfatterskole

s15_Lys i mørket_omslagJesper Vesth Nielsen er 22 år og opvokset i et kristent hjem i Pandrup i Nordjylland. Som barn var han en tænker, der havde mange fantasier og digtede historier.

Trods sin introverte personlighed kunne han ofte samle kammerater og andre teenagere omkring sig, hvor han var opfindsom og idé-rig, når der skulle leges eller spilles. Han fandt også selv på spil.

Jesper har altid elsket at deltage i rollespil og har de senere år deltaget på forfatterskoler og i poetry slam-konkurrencer, hvor han ofte er blevet anerkendt og godt placeret i konkurrencer.

Efterhånden blev det klart for forældre og andre, at Jesper ikke kun på nogle punkter var anderledes, men at han også bar på en psykisk lidelse. Han kæmpede sig igennem en HF-eksamen, men blev endeligt diagnosticeret som skizofren inden den endelige eksamen.

Jesper kan som nævnt godt lide at digte, og det er nu blevet til en bog.
Det skyldes ikke mindst Anker Lundegaard, et kært og meget aktivt 82-årigt medlem af menigheden.
En en dag hørte han Jesper læse et par af sine digte. Anker kendte lidt til Jespers situation, og at han ikke havde megen økonomi pga. sin sygdom, så Anker foreslog at udgive nogle digte i en bog, så salget kunne hjælpe Jespers økonomi. Jesper og hans forældre var med på ideen, og der blev udvalgt 14 digte, som Anker Lundegaard har bearbejdet til denne bog.
Jespers kammerat Jonas Gjerrild Nielsen har lavet bogens flotte tegninger.

Jesper Vesth Nielsen har fået diagnosen skizofreni.
Jesper Vesth Nielsen har fået diagnosen skizofreni.

Da Jespers sygdom betyder, at han ikke er normal arbejdsduelig, har Jammerbugt Kommune tilbudt undervisning på en forfatterskole i Aalborg (West Gate Society), og den glæder han sig til at begynde på til efteråret.

Forlaget „Tankespil“ er oprettet i forbindelse med udgivelsen. Bogen er trykt i 500 eksemplarer og sælges for 100 kr.
Ved gudstjenesten i Bethelkirken i Aalborg søndag 19. juni kl. 10.30 læser Jesper nogle af sine digte, og efter gudstjenesten vil der være reception med et let traktement i kirkens menighedssal, hvor Jesper gerne signerer sine bøger.
Chresten Eskildsen, der er pastor emeritus i Bethelkirken, har skrevet en anbefaling på bagsiden.

Jespers digte er moderne i stilen, som den såkaldte slam poetry, og han sætter ord på mange kampe, mennesker kan have med sig selv i forhold til andre, i ensomhed, mørke og afmagt. Men Gud er også med i flere af digtene som det håb, der besejrer mørket.

Bogen kan købes ved henvendelse til mail: fbnielsen@os.dk

 

Leave A Reply

Your email address will not be published.