Karin og Ole Weber mødte hinanden som børn.
Karin drømte om at blive missionær og ville ikke giftes, men de blev forelskede og rejste sammen til Afrika…- Vi blev pennevenner da vi var otte år og besøgte hinanden om sommeren fra vi var 12 år. Vi sad en gang som 12-13 årig på køkkentrappen i Karins hjem i Norge og betroede hinanden, at vi begge drømte om at blive missionærer i Afrika. Derfor skulle Karin aldrig giftes…
– Vi mistede lidt kontakt med hinanden i teenage alderen, men vores mødre holdt kontakten. Pludselig i 1955 besøgte Karin som 17 årig familien i Danmark igen.
– Vi blev forelsket, og jeg fulgte Karin hjem til Norge, på en ny ferie, fortæller Ole.
Juleaften i 1958 blev de forlovet. I 1961 blev de gift og flyttede til København, hvor Ole ville læse til arkitekt på kunstakademiet.
Men da Ole, som var bygningskonstruktør, fik en stilling hos en arkitekt blev kunstakademiet udsat. De fik også to børn, Jan og Britt.
Karins far var bagermester i Fredrikstad og kendt for at synge til møder, fester og begravelser. Hendes barndom var præget af strenge vintre med sne – på ski til skolen.
Ole voksede op i Aalborg. Hans far var formand for strengekoret i missionshuset Betesda og spillede harpeziter mens moren var pianist. De tre af de fire brødre spillede også: Ole på kontrabas, Per på violin og Poul på cello.
Familien var stærkt engageret i både Sudanmissionen, DMS og Brødremenigheden. Drengene lærte at samle på 10 ører til fru Ti-øre-Olsen, som samlede 10-øre til BDMs missionsarbejde i Afrika.
Karin og Ole havde nu købt hus i København, havde gode stillinger og Ole drømte fortsat om kunstakademiet. Pludselig spurgte Sudanmissionen, om de ville rejse til Nigeria. Og barnedrømmen sejrede.
De flyttede nu til Numan ved Benuefloden i Nigeria, hvor Ole byggede kirker, skoler og boliger, samt var leder af kirkens snedkerværksted, mens Karin tog sig af regnskab og var husmor på missionæ-rernes sygestue. Dengang var der 50 missionærer i Numan!
Efter fire år vendte familien hjem – med en ekstra lillebror Erik. De boede et år i Norge, hvor Ole ved siden af sit arbejde gik på bibelskole.
Bagefeter slog de sig ned i Aabybro med egen arkitektvirksomhed i otte år. På tegnestuen fik Ole bl.a. opgaver med lokale nordjyske præstegårde, børnehaver, skoletilbygninger, samt Djurslands Efterskole og Menighedsfakultetet i Århus.
Inspireret af den fantastiske sang og musik, som familien havde oplevet i de afrikanske kirker, engagerede Ole sig nu i sang og musiklivet som en meget aktiv formand for sammenslutningen af kor fra Indre Mission og Luthersk Missionsforening. Han ville forny musikstilen i de gamle organisationer.
Ole havde en vision om at etablere en musikskole, et musiksekretariat og en nodebank, og Indre Mission ansatte Ole til at stå for projektet. Men da han ikke havde en formel musikuddannelse, tog han først en 3 årig musiklærer-uddannelse på Jelling Stats Seminarium og fulgte korlederuddannelsen på organiststudiet ved musikkonservatoriet i Århus, før han startede som musiksekretær og leder af en ny musiklinje på IMs Bibelskole i Børkop i 1978.
i udbrændtheden
– Vi blev hængende i 12 vidunderlige år med daglig sang, musik, kor, rejser og unge mennesker, fortæller Ole, som i 1990 overlod ledelsen til to af sine første elever.
– Jeg var kørt træt, brændt ud. Jeg havde været så engageret i mine stillinger, at jeg havde mistet kontrollen over mig selv, forklarer Ole, der ikke syntes, at han duede til noget længere.
Karin og Ole bad til Gud om at vise dem hvad de skulle. Og en aften fik de et vidunderligt budskab fra Gud:
Jeg ved hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb (Jeremias 29.11)
De læste budskabet i Frederik Wisløffs andagtsbog Hvil eder lidt og læste videre: Kreds ikke længere om dig selv, din synd og din usseldom. Vær ikke bitter over livets skuffelser. Alt dette ved Gud om, og alligevel har han tændt håb over din fremtid. Regn ikke med at livet holder på at ebbe ud; at du bare har resterne igen. Regn med Gud; du har det bedste foran dig Han vil give dig fremtid og håb.
– Den aften satte Ole sig igen til klaveret, og vi sang Tab ikke modet du kære når solen er allerlængst nede, da bær det mod morgengry, fortæller Karin. Fra da af bad de hver dag: Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne, o, men lad mig aldrig savne vished at jeg tjener dig!
Parret flyttede til Birkerød og Ole tog endnu en ny uddannelse – som kordegn og blev ansat ved Bistrup Kirke.
Der gik ikke længe, før han igen var dybt engageret i musik. Gentofte Musikskole hyrede ham som korleder for et lejlighedskor op til jul. Den første koncert var på Gentofte Rådhus med Tony Landy og Tove Hyldgaard som solister. Koret bestod af 60 sangere og koncerten blev så vellykket at Ole fortsatte som dirigent.
Samtidig oprettede han Concordia-koret med 60 medlemmer og undertiden slog han de to kor sammen og gav koncerter ved større lejligheder. Samtidig engagerede Karin og Ole sig igen i Sudanmissionen, hvor Ole blev kredsforbundsformand og fritidssekretær i København.
Karin blev ansat på søsterhjemmet Lindely, på Sankt Lukas Stiftelse i Hellerup, hvor hun nød at være noget for de gamle søstre, der i et lang liv havde tjent Gud.
I 1995, da Karin og Ole så småt var begyndt at gå i hi i deres rækkehus, kom den næste store udfordring.
Et børnekor fra Uganda i Afrika, bestående af forældreløse gadebørn på koncertturné i Europa var strandet i Danmark, fordi arrangørerne af nogle koncerter i Sverige havde sendt afbud til koret.
Ole fik hurtigt arrangeret en snes koncerter, og da han bagefter var en tur i Uganda for at besøge organisationen bag koret, mødte han forældreløse gadebørn i Kampalas værste slum og i Sydugandas store skove. Børn, der levede langt under normale menneskelige forhold og uden håb.
Næste år tog Karin med til Uganda og i taknemlighed over deres 10 egne sunde og dejlige børnebørn, bestemte de sig for at bruge resten af deres liv til at hjælpe forældreløse gadebørn i Afrika.
Deres barndoms visioner på køkkentrappen havde indhentet dem endnu en gang.
I 1999 spurgte BDM dem om at tage til Sumbawanga i det sydvestlige hjørne af Tanzania. De skulle færdiggøre et stort konferencecenter og starte det op.
De skulle få to år til opgaven plus fire måneder på sprogskole i kiswahili.
De sagde farvel til børn, børnebørn og venner, rejste til Sumbawanga i maj 2000 – et af Tanzanias mindst udviklede områder. Der er 300 km grusveje til nærmeste større by. Op imod hver fjerde har AIDS og der er stor fattigdom.
Gadebørnene stod der da også straks: Give me money, give me money. Det viste sig, at der ikke var nogen der tog vare på disse gadebørn. Hverken Socialkontoret eller de mange kirker. De små tyve var udskudt og jaget af alle.
En dag kom en ung mand, Joseph Kassaila og fortalte, at nogle få gadedrenge, som han havde hjulpet med lidt mad, mod at de gik i hans skole, var blevet væk fra skolen.
De fortalte, at de ikke længere behøvede at gå i skolen, fordi mama i den blå bil (Karin) gav dem mad.
– Vi sendte børnene tilbage til Joseph, og hjalp ham med at indrette et lille lokale hvor de kunne sove om natten. En enke blev tilknyttet som madmor. Om natten gik Joseph og Ole ud i troperegnen og fandt de små drenge i skure, hytter og under træer. De lå der med bare nogle fibersække, pap og andet affald over sig.
– Vi inviterede dem til mama Malikos hus den næste dag, hvor vi ville give dem mad. Der kom 50 små forhutlede drenge og fik ris og majs.
– Hver dag skulle der nu mad til. Mange var syge og alle var beskidte. Vi sendte dem ned i floden for at vaske både sig selv og det smule tøj de havde på. Vi spillede fodbold med dem og lavede ting i ler. Og vi holdt ugentlige timer med bibelhistorie m.v. Men børnene boede stadig på gaden om natten. Det var et stort problem, for der kom hjemløse mænd og tog deres mad og ting fra lossepladsen og tvang drengene til seksuelt misbrug.
Venner i Danmark og Norge hjalp nu med at leje et stort hus. I august 2003 åbnede Bethania-hjemmet for 34 gadebørn, som nu alle går i skole og er lykkelige for deres nye hjem. Joseph blev leder.
– Vi følte at tingene var tilrettelagte for os, så vi bare skulle gøre arbejdet i den plan som Gud har med disse børn. Vi så nu, hvorfor Gud ville have os til Sumbawanga.
I Sumbawanga er projektet tilknyttet den lokale Brødrekirke og i Danmark et missionsprojekt i BDM.
– Vi er nu hjemme i Danmark igen og bruger al vores efterlønstid på at skaffe penge til drift af hjemmet og til projektet, fortæller parret, som nu bor i Gårslev ved Fredericia.
De er i Tanzania to gange om året og fører tilsyn med projektet og er via e-mail i ugentligt kontakt med Joseph og den lokale bestyrelse.
Gennem indsamlingen i DR TV til børn er der skaffet penge til en børnelandsby for endnu flere børn.
Karin og Ole føler, at de har fået en rig og positiv tilværelse i deres efterlønstid.
Det begyndte med visioner om Afrika på køkkentrappen i Norge for 55 år siden.