Da jeg i november var i Cameroun i Afrika, blev jeg bedt om at komme ud til Marthe – 40-årig kvinde, som var syg af AIDS.
Jeg besøgte hende sammen med den norske læge dr. Hurum, som frivilligt arbejder på et lokalt hospital en måned om året.
Vi havde en dejlig tid sammen, hvor jeg bad for hende, og hun fortalte om, hvor stor Gud var. Hun var overbevist om, at Jesus ville helbrede hende til sidst.
Hun havde et strålende glad ansigt til trods for sin alvorlige sygdom. Det var tydeligt, at hun levede Gud meget nær.
Marthe ville være missionær
Omkring 1996-99 boede min familie i samme by, og Marthe var dengang barnepige hos en ung norsk missionærfamilie.
Men Marthe ville selv være missionær. Hun havde været på YWAM discipelskole og brændte for at komme i gang med mission blandt muslimerne nordpå. Hun giftede sig med en mand, som også ville arbejde med mission. Nogle af de norske missionærer støttede dem lidt.
Manden havde AIDS
Da vi besøgte Marthe, fik jeg at vide, hvad der siden var sket.
De havde arbejdet med mission blandt gadebørn i storbyen Garoua. Men kort efter var hendes unge mand blevet syg, og til sidst døde han. Dødsårsagen blev aldrig fastslået.
Marthe fortsatte alene længere nordpå i storbyen Maroua. Men hun blev også syg og måtte flytte hjem til sin mor.
Lægen kunne nu fortælle hende, at hun havde AIDS. Da Marthe aldrig havde været sammen med andre mænd, måtte hun have fået smitten fra sin mand. Og han var så åbenbart selv blevet smittet af en anden…
Det var svært for Marthe at få denne besked. Hun måtte føle, at Guds plan med hendes liv var blevet afsporet på grund af mandens svaghed. Men hun havde et stort gå-på-mod.
Lægen hjalp hende med sund medicin. Men Marthe satte især sit håb til Gud. Et par dage efter besøgte jeg hende igen sammen med David, en lokal evangelist. Vi bad igen, og jeg havde ligesom Marthe en stærk følelse af, at hun nu ville komme sig. Hun havde det allerede bedre.
”Marthe er død…”
Her i januar fik jeg så pludselig besked om, at Marthe var død. Undrende bad jeg David om at undersøge dødsårsagen.
”Hun har fået en tung jernstang i hovedet!”, svarede han efter at have udspurgt familien. ”Jernet lå på køleskabet. Hun fik det i hovedet, det forværrede tilstanden, og hun døde kort efter.”
Det lød alligevel mærkeligt, når vi nu begge havde troet på, at Gud havde helbredt hende. David ville da heller ikke udelukke, at det var et ”attack” – dvs. fysisk eller åndeligt overfald.
Men sådan endte altså denne hengivne missionærs liv.
Gennem 25 år har jeg set mange missionærer – hvide som sorte – som er blevet sat ud af spillet i dette okkulte område.
Overraskende mange hvide missionærer har fx måttet rejse hjem efter sygdom, ulykker, personlige problemer, familieproblemer eller konflikter i kirken.
Guds vilje var, at de skulle lykkes, men noget gik galt. Måske var de ubeskyttede? Uvidende om Guds åndelige rustning? (Omtalt i bl.a. Efeserbrevet 6.)
Det er vigtigt, at vi er dækket ind – også åndeligt, – når vi er i frontlinjen. Vi har ikke automatisk Guds beskyttelse. Vi skal bede om den. Påkalde Jesu navn. Bruge Jesu navn.
Trods vores gode hensigter og følelser skal vores livsstil også være på ”den smalle vej”. (Se s. 12-13)
Guds beskyttelse er som en stor regnbue-paraply. Den beskytter os så godt i al slags vejr. Men går vi udenfor paraplyen, bliver vi alligevel våde.
Comments are closed.