Kristeligt Dagblads forlag har udgivet Peter Frankopans ”nye” verdenshistorie, der forsøger at se verdens udvikling gennem handelsvejene, og med mere fokus på Østen end før.
Jeg kastede mig straks over denne tykke bog. Dels lover den, at det er en ny verdenshistorie, der beskrives, dels har den fokus på Østen.
Gennem min egen interesse for jagten på Noahs Ark er jeg selv blevet fascineret af den verdenshistorie, der foregik i Mellemøsten og det fjernere østen før den kristne tidsalder.
I den traditionelle historieskrivning har der – naturligvis – været en tendens til at se verden ud fra et europæisk synspunkt. Det gælder i øvrigt indenfor mange videnskaber, at man er begrænset af vestlig tankegang. Fx troede man tidligere, at de indoeuropæiske sprog var opstået nede ved Rhinen og derfra havde udviklet sig så langt væk som til Indien, hvor man tidligere talte sanskrit.
Nyere forskning har vist, at de indoeuropæiske sprog udspringer fra det armenske højland. Dvs. Ararat-området, nøjagtig som Bibelen fortæller.
Urtid uden bibel
Peter Frankopan tager i sin omskrivning af verdenshistorien udgangspunkt i Asien og begynder i Mesopotamien – landet mellem floderne Eurphrat og Tigris. Det er også her, Bibelen siger, at det hele begyndte – i hvert fald efter Syndfloden. Men ligesom de fleste historikere inddrager Frankopan stort set ikke Bibelen, selv om den er den allerstørste kilde, vi har til urtiden. Bibelen er tabu i det efterkristne samfund, og det er en skandale.
I stedet nævnes Hammurabi, en konge af Babylon, som formentlig var den første, der skabte et retssystem med ”Hammurabis lov” for ca. 4.000 år siden.
Herefter beskrives de babylonske riger, der opstod, det persiske rige, Alexander den Stores rige, egypternes, osv.
Men desuden hører vi om en række østerlandske riger, som vi knapt nok har hørt om før.
Og forfatteren fremhæver, at de ”vilde” herskere også omgav sig med kunst og den tids videnskab og måske var mere civiliserede end os.
Han forsøger undervejs at korrigere det negative syn, vi i Europa har haft på fx Djengis Khan, hunnerne og muslimerne.
Europa lå i udkanten
Før 1500-tallet lå Europa faktisk i periferien af den kendte verden. Silkevejene var fra omkring 1. århundrede f.Kr. til 1500-tallet verdens centralnervesystem. Dette netværk af handelsruter bandt den østlige og den vestlige civilisation sammen fra Mongoliet til Middelhavet, forklarer Frankopan.
Verdens største religioner opstod i Mellemøsten og Asien, ligesom sprog, ideer – og sygdomme – bredte sig langs hoved- og bivejene.
Frankopans arbejdsteori er, at verdenshistorien i høj grad formes af handelsmulighederne. Det var begæret efter nye varer og mere jord, der drev klaner og karavaner fremad. Undervejs opstod alliancer og imperier – og brød sammen igen.
Handelsvejene
Udtrykket Silkevejene stammer fra den handel, der foregik langs ruter fra Europa til Kina. Europa var knap nok inde i billedet, for der var ikke megen civilisation i vores del af verden. De store civilisationer var i Mellemøsten og det fjerne østen. Og ruten stoppede ved Lilleasiens kyster.
Handelsruterne fik deres navn efter den kostbare silke, som de handlende byttede sig til i Kina og transporterede til Mellemøsten og senere Europa.
Man handlede også med skind, guld, sølv, ædelsten, krydderier, salt – og slaver.
Slaverne
Forfatteren henviser i sin veloplagte bog til masser af kilder, der bekræfter hans beskrivelse.
Og modsat bliver det afsløret, hvordan fx Venedig, den store handelsnation, handlede med slaver. Nogle var indfanget af vores forfædre, de nordiske rus-vikinger, som drog hærgende ned gennem det, der efterhånden blev til Rusland. De solgte slaverne til bl.a. grækerne. Ordet slave kommer af, at de uskyldige mennesker især blev indfanget blandt de slaviske folk.
Denne grusomme trafik med mennesker udnyttede også de venetianske handelsfolk, som jo egentlig var blevet ”kristne”. Men de var berygtede for deres mangel på moral. De solgte ikke blot hedninger, men også kristne, hvilket paven protesterede imod.
Troens betydning
At den kristne tro skabte nye holdninger og værdier – som fx var imod slaveri – får ikke mange anerkendende ord med på vejen.
Vi fastholdes trods de nye oplysninger i det politisk-korrekte negative syn på paven og korsridderne, som de kulturradikale har skabt. For ikke at tale om spanierne, der jo desværre opførte sig ukristeligt i Sydamerika overfor den lokale befolkning – selv om de påberåbte sig Gud.
De var nok ikke så forskellige fra andre verdensriger. Men i spaniernes tilfælde var der kristne missionærer og præster med, som protesterede og bragte deres egne soldaters ugerninger frem i lyset. Faktisk måtte spanierne ændre adfærd ved nye erobringer efter kritikken af de første.
Men også denne nye historieskriver ignorerer altså kristendommens enorme betydning i verdenshistorien. Og dette bliver naturligvis mere påfaldende, når det nu er Kristeligt Dagblad, der står som udgiver.
Når religionerne omtales, er det som regel mht. interesse-modsætninger og magt-politik. Ikke den betydning, som kristendommen havde for, at menneskene og herskerne ændrede hjerte-indstilling.
Det byzantiske kristne rige og korsriddernes forsøg på at befri Jerusalem beskrives. Og senere modsætningerne mellem katolikkerne i Sydeuropa og protestanterne i Nordeuropa. Men her er det ikke en ny historie, vi læser, men den gamle selvkritiske vestlige historieskrivning. Man er meget opmærksom på, hvad den ”kristne verden” har gjort forkert, mens fx muslimernes ”dygtighed” fremhæves. Deres evne til at indgå handelsaftaler og besnakke både jøder og kristne, så de stykke for stykke kunne erobre de kristne riger.
Hvor Øst og Vest mødes
Verdenshistorien føres op til i dag, hvor bl.a. ”Silkevejen” til olien beskrives, og hvor Irak-krigen også er med.
Frankopans pointe er, at Vesten ikke forstår Østens måde at tænke på, men ser ”det vilde Østen” gennem vestlige briller.
Peter Frankopan er født 1971 og en af Englands førende yngre historikere. Han er leder af Center for byzantinske studier ved Oxford University samt skribent ved NewYork Times og The Guardian.
Han er tydeligvis et barn af den afkristnede tidsalder, hvor religion er reduceret til et fortidigt kuriosum, og hvor det meste nu handler om penge og magt.
Men historien er meget spændende fortalt og suverænt oversat til dansk fra engelsk. Og den giver et godt overblik med mange nye informationer og kilder – og stof til eftertanke.
Peter Frankopan: Silkevejene. En ny verdenshistorie. 750 sider. Illustreret. Kristeligt Dagblads Forlag. 350 kr.
Comments are closed.