Nini Kjeldsholm var ordblind og adoptivbarn, men det hindrede hende ikke i at blive skoleinspektør og meget mere samt gøre en stor indsats som pensionist i Afrika…Da Nini Kjeldsholm var barn på Frederiksberg, så hun en dag en dreng stå med en papmachéfigur, der kunne bøje sig. Den ville hun lege med, men drengen sagde, at hun så måtte gå i søndagsskole. Nini spurgte sine forældre, og de syntes, det var okay. Så kunne de sove til middag.
Desværre havde lærerinden åbenbart misforstået evangeliet om tilgivelse ved tro på Jesus, for hun fortalte, at man for at komme i himlen skulle være sød, gå i kirke og ikke lyve, ikke stjæle og ikke bande.
– Selv om jeg selv mente, at jeg havde en god chance, nu da jeg var begyndt i søndagsskolen, så bekymrede det mig, at mor nok ikke kom med, for hun ville aldrig med i kirke. Og far, som nok gik med i kirke engang i mellem, han bandede altså, når han slog sig med hammeren
Til sidst gik jeg op til læreren: – Jeg vil meldes ud igen.
– Hvorfor? spurgte læreren.
– Jeg vil ikke i himlen, svarede Nini, som ikke kunne overskue at være alene uden forældrene.
– Men læreren spurgte mig slet ikke hvorfor, husker Nini.
På den måde sluttede Ninis kontakt med kirken, og hun blev senere gift med en ateist og havde det meste af sin omgangskreds blandt mennesker, som ikke var medlemmer af folkekirken.
– Selv blev jeg stående, for jeg troede nu alligevel, der var noget, siger Nini. Og mange år senere fandt hun det i Afrika.
Nini var adopteret, men hendes gode plejefar sørgede for, at hun ikke fik en dårlig start på livet af den grund:
– Da jeg var fem år, tog han mig på skødet og fortalte, at jeg var noget helt særligt. Jeg var et valgt barn. Andre børn var jo bare født ind i en familie, men mine forældre havde selv valgt mig på et børnehjem. De kunne ikke selv få børn, og så tog de ud på børnehjemmet for at finde en dreng. Da de så mig ligge der med papærmer, fordi jeg havde uld-allergi og ellers ville æde sweateren, så sagde far: Ham tar vi! Det er altså en pige sagde personalet.
– Vi tar den alligevel, sagde far, og så kom jeg ellers op i sidevognen til Harley David-sonen.
Far sagde, at jeg ikke skulle prale af min herkomst overfor de andre børn, for så ville de bare blive misundelige.
Engang var der én af mine kammerater, der sagde, at jeg ikke havde nogen rigtige forældre eller sådan noget. Jeg lod ham bare snakke, for jeg tænkte, at han jo bare var misundelig.
Først da mine forældre var døde, og mine biologiske forældre også var døde, opsøgte jeg mine aner. Min biologiske far hed Aage Hindborg og gik oprindelig på Kunstakademiet i København. Hans familie ejede en virksomhed i Vejle, og min mor var hans sekretær, Kaja Simonsen, som forblev ugift og altid talte om det barn, hun havde bortadopteret. Min far havde også to andre børn, som jeg senere har hørt om. Den ene med en skuespiller.
Det mærkelige er, at hans malerier fra Kunstakademiet lignede den måde, jeg maler på. Og blandt hans ting var der et katalog fra en Edward Munch-udstilling i Odense.
Dén udstilling var jeg selv ovre for at se, for jeg har gemt kataloget. Tænk, der har vi måske gået på samme udstilling far og datter uden at kende hinanden.
skoleinspektør
Nini Kjeldsholm var også ordblind, men hun klarede sig med sit enorme gå-på-mod. Hun var lidt af en dreng, der turde alt det farlige som f.eks. at springe på et tog, mens det var i fart.
– Jeg kunne jo hverken stave eller skrive, så jeg måtte finde en anden måde at slå igennem på, siger Nini.
– Jeg var også meget interesseret i historie og ville egentlig være cand. mag. i historie og græsk kulturhistorie.
Desværre slog jeg hovedet imod en dørkarm og fik at vide, at jeg ikke måtte læse for meget
Men jeg var god til matematik, fysik og kemi. Derfor blev jeg først laborant et par år. Men så ville jeg være kemi-ingeniør eller lærer. Da jeg ikke kunne beslutte mig, slog jeg plat og krone og det blev lærer.
Nini Kjeldsholm var i 19 år lærer i Næstved og blev tilknyttet skolepsykologisk kontor, fordi hun havde en særlig forkærlighed for elever, der havde problemer.
Men i 1973 blev Nini skilt og var alene med to børn og sin gamle mor. Og desuden en grønlandsk plejedatter. Økonomien var stram, men til gengæld blev hun nu viceskoleinspektør og havde desuden ekstra job.
– Det var lidt hårdt, husker Nini, som altid har haft masser af energi og fart på.
Hun har i skoleverdenen været foregangsmand på flere områder, f.eks. med skolefritidsordning i 1984, førskole-undervisning helt fra 4-årige, 11. skoleår, rene pigeklasser og med at blande blinde, døve og andre handikappede i de almindelige klasser. Og det gik fint. Også åndssvage forsøgte hun at integrere, men det fungerede nu ikke så godt.
Hun har også holdt foredrag sammen med kunstneren Hermann Stilling og rektoren for Danmarks Pædagogiske Seminarium, Mogens Jansen, om at være ord- eller talblind.
fordomme om mission
I januar 1979 blev Nini selv skoleinspektør på en skole i Rødovre, hvor de to tidligere inspektører var afskediget.
– For at ryste lærerne og eleverne sammen igen, arrangerede vi værksteder i tre dage, hvor vi bl.a. lavede hakker og solgte dem. Borgmesteren var så begejstret for det, at han lovede at doble op. Han havde nok ikke troet, at der kom 60.000 kr. ind!
Pengene skulle gå til Nigeria, og Nini havde på forhånd fundet ud af, at Sudanmissionen på det tidspunkt var den organisation, der brugte mindst på administration. Derfor valgte hun dem, selv om hun ellers ikke havde nogen interesse i mission. Ja, nærmest tværtimod.
For pengene kunne der bygges en hel klinik i udstedet Gaanda.
I 1983 fik Nini et Danida-stipendium for bl.a. at undersøge afrikanernes syn på mission.
– Jeg var slet ikke ukritisk og havde en hel del af de sædvanlige fordomme om missionærer. Men den rejse ændrede mit syn. Jeg mødte bl.a. læge Tinne Hornstrup, sygeplejerskerne Dorit Skov og Rikke Vestergaard, og jeg fandt ud af, at de faktisk gjorde et flot stykke arbejde.
Jeg begyndte også at forstå, hvorfor kristendommen var bedre end det, de tidligere havde troet på. Jeg opdagede jo, hvordan de frygtede de onde ånder. At de lagde børn ned til floden. Og en aften var der en kvinde, der var forsvundet oppe på bjerget, og ingen turde gå derop af frygt for ånderne. Så gik jeg derop. Jeg havde en stor kæp med ikke af frygt for ånderne, men fordi der var en del slanger. Deroppe fandt jeg kvinden i en klippesprække. Hun var helt nøgen og havde netop født et barn. Hun havde selv bidt navlestrengen over. Og nu turde hun ikke gå ned. Det gjorde indtryk.
af foredrag
– Da jeg kom til Gaanda, kom afrikanerne og takkede mig og sagde: Du er skyld i, at vores børn ikke dør.
Jeg blev helt forlegen, for jeg havde jo ikke gjort det for dem, men for at ryste min skole sammen.
Samtidig kunne jeg se, at de savnede både inventar og nogle solfangere på klinikken i Gaanda, husker Nini, der stadig ikke ville betegne sig selv som kristen på det tidspunkt.
Da hun kom hjem holdt hun 60-70 foredrag i Rotary, Odd Fellow, fagforeninger, og ved private fødselsdagsfester, og skaffede allevegne penge til Gaanda.
mand hos Rikke
I 1995 tog Nini med til Sudanmissionens årsmøde og hørte missionær gennem 40 år, Rikke Vestergaard, fortælle, at hun manglede en chauffør.
– Jeg var lige gået på pension, så jeg meldte mig til at hjælpe i 3 mdr. Her arbejdede jeg nu som chauffør og arbejdsmand med at hente sten og sand. Jeg lærte Rikke godt at kende. Vi er lidt de samme typer, så vi råber og kommanderer, men vi er gode venner. Vi har også rejst sammen. Og jeg har været dernede igen for nylig.
Om aftenen spiller vi Casino og Rumikop. Og så læser jeg op for hende om dansk litteratur eller historiske beskrivelser. Så lukker Rikke øjnene og sover indtil jeg stopper. Så siger hun: Nu er det vist tid, vi skal have en kop kakao
– Da jeg tog hjem i 1995, var jeg kristen. Jeg havde meget brug for Gud, for der var mange ting, jeg ikke kunne klare alene. Og siden har Gud været meget nær. Jeg beder hver dag og prøver at finde mindst tre dejlige ting, som jeg kan sige tak for. Og jeg er blevet dybt taknemlig for alt det, som jeg før tog som en selvfølge, fortæller Nini, der mellem alle sine gøremål også nyder en daglig svømmetur i Storebælt undtagen om vinteren.
Nini kunne imidlertid se, at der manglede rent vand til både bibelskolen, hospitals-klinikken og befolkningen i Dakka.
Så hun tog igen hjem og samlede på et år 302.000 kr. ind, som blev brugt til at bore og anlægge pipelines, samt til at grave andre syv brønde et andet sted.
Nini har også skaffet 65.000 kr. til en skole i Kontagora. I alt har hun skaffet ca. en million og vel at mærke ikke så meget i kirker og missionshuse, men næsten alle andre steder.
En af de støttende foreninger var Røde Ører, som bestod af 68ere, der f.eks. også støttede PLO. Og i Næstved bragte den lokale ugeavis hendes breve fra Afrika, og samlede også ind. En billedhugger gav en skulptur, osv. Nini har en evne til at engagere folk.
Blandt de mange kendte og ukendte, Nini har haft kontakt med, er også DR-journalisten Halldòr Sigurdsson, som blev en nær ven. De to havde meget til fælles, blandt andet rejselyst og holdninger.
Han inviterede Nini til Malaga, hvor han boede. Dagen efter sin hjemkomst fra Nigeria talte hun i telefon med ham om det. Nu skulle det så endelig være.
Samme dag fik han en hjerneblødning, mens han cyklede, og døde
Det var et hårdt slag for den ellers så viljestærke Nini.
Nini Kjeldsholm ved endnu ikke, om hun tager endnu en tur til Afrika, for til januar fylder hun 70 år, og så skulle hun måske blive hjemme og spille bridge. Ikke fordi alderen trykker, for hun er med i både vindmølle-bestyrelsen og formand for Seniorhjørnet herhjemme, foruden Sudanmissionens bestyrelse, hvor hun sidder indtil hun falder for aldersgrænsen næste år.
Men uheldigvis brækkede Nini venstre hånd og ødelagde både ledbånd osv., da hun spillede fodbold med afrikanerne på forrige tur.
– Jeg skulle nok ikke være gået med hånden dernede i 6 uger, indser hun nu. For nu fungerer den ikke helt så godt mere.
– Men Rikke og jeg har talt om at lave en AIDS-klinik med hospice dernede, så nu må vi se, slutter hun med et eftertænksomt fightersmil.