Du er omspændt af kræft i hele din krop, sagde den kvindelige læge uden varsel til Arne Gundal fra Billund. Den travle iværksætter var chokeret, da han kort efter ringede til sin kone fra ambulancen. De havde blot troet, det var et lille problem. Men kemoen virkede heller ikke …-Du pumper massevis af hvide blodlegemer ud i din krop. Du er omspændt af kræft i hele din krop.Så voldsom husker Arne Gundal beskeden fra den kvindelige læge. Han var næsten uforberedt og ville have ønsket, at hans kone Elisabeth havde siddet ved siden af i dette alvorlige øjeblik.
Chokeret fremstammede han, at lægen godt kunne have afsagt sådan en dødsdom på en mere omsorgsfuld måde.
– Ja, men du så ud til at være en stærk person, svarede hun.
Jo – på en måde var Arne Gundal en stærk person. Han havde i månedsvis overhørt kroppens signaler. Lymfeknuderne havde udviklet sig på hans krop, og han havde pludselig fået åndenød, da de var ude at gå forleden.
Men den lokale læge havde ikke i første omgang ment, at det var noget alvorligt og havde givet penicillin.
Og Gundal havde som sædvanligt travlt. Siden han i 1986 mistede sit job, havde han kæmpet med at opbygge sit eget firma Gundal, som producerer rengøringsmaterialer til over 2000 institutioner og rengøringsfirmaer. Desuden har Gundal udviklet et antistatisk materiale, som nu bruges overalt til at fjerne statisk elektricitet i tørretumblere osv.
Arne Gundal er en problemknuser. Han elsker at finde løsninger. Han er en rigtig iværksætter, som med gode ideer og masser af slid plejede at kunne kæmpe sig gennem de fleste vanskeligheder.
Men nu havde han lige hørt sin egen dødsdom…
– Jeg troede, jeg var færdig. Siden har jeg opdaget, at der findes henved 2000 kræfttyper, og at kræft ikke behøver at ende med døden. Men det vidste jeg ikke dengang.
Midt i lammelsen måtte Arne forsøge at koncentrere sig om at vælge sygehus. Han var blevet undersøgt på Grindsted sygehus og hørte til Ribe Amt. Men det var ham magtpåliggende, at han blev kørt til Vejle Sygehus, som har landets bedste afdeling for kræftforskning og behandling.
– Da jeg lidt senere lå i ambulancen på vej til Vejle, ringede jeg på min mobil hjem til Elisabeth og fortalte hende, hvad der var sket. Hun opfordrede mig til at stole på Gud, som havde hjulpet os gennem så mange andre problemer hele vores liv. Og de bad for mig derhjemme. Det gjorde mig rolig igen.
Senere kom min gamle ven, Leif Johanson, landsleder for YFC (Youth For Christ). Han talte med mig, og vi bad sammen. Det styrkede enormt.
– Troen er jeg ganske vist vokset op med i søndagsskole og i Hejnsvig KFUM. Men det var alligevel ikke noget, der betød nok, da jeg var ung.
I syv-otte år gled jeg helt væk. Jeg troede nok, men havde ikke noget fællesskab. Og jeg har altid ment, at hvis man ikke kunne begejstres over noget og give det videre, så var det ikke godt nok.
– Da jeg som 18-årig var i Norge, kom jeg ud på en meget stejl skrænt og blev meget bange. Da bad jeg Gud om hjælp og slap levende fra det, men næste dag var det glemt…
Men en dag blev Arne standset på gaden i Kolding af nogle kristne, som arbejdede i det daværende kristne behandlingshjem Quo Vadis.
– De stod der og sang, ligesom Frelsens Hær nogle gange gør. Og da de sang Hvilken ven vi har i Jesus, besluttede jeg mig for, at jeg ville give mit liv til Jesus. Ja, det lyder voldsomt, og hvad betyder det? Men det er jo faktisk det, man gør. Man giver hele livet til Gud.
Arne tog med på en lejr, hvor han fik mere undervisning om at tro. Her havde han en fantastisk oplevelse:
– Mens vi bad, blev hele rummet fyldt med lys. Jeg glemmer det aldrig. Jeg tror, at jeg da blev døbt med Helligånden. Jeg siger ikke, at alle skal opleve det samme, for vi mennesker er så forskellige, og ikke alle andre har den slags oplevelser. Men for mig var det noget helt specielt.
Fra det tidspunkt havde jeg ingen problemer med at forstå Bibelen. Indtil da havde jeg ikke kunnet fatte et muk, men bagefter stod det hele klart. Og sådan har det været siden!
Mens Arne nu – mange år senere – lå i ambulancen på vej til Vejle Sygehus, passerede hans liv revy. Han huskede den første spændende tid i Quo Vadis, hvor han blev tilknyttet som medarbejder:
– Det var virkelig tro dengang. Jeg fik ikke en krone i løn, og den første måned boede jeg helt alene i et stort hus, vi reparerede på. Senere var jeg ene mand med 10 narkomaner! Men på den måde lærte jeg at stole på Gud. Og vi så fantastiske ting ske. Narkomaner og andre med voldsomme problemer blev hjulpet fri ved Guds hjælp.
Snart fik Arne en kæreste, og selv syntes han sagtens, de kunne bo i det kristne bofællesskab, men svigerfar – som var den kendte forstander Enok Rostø – fik ham på bedre tanker. Et ægteskab skulle ikke starte med, at man skulle tage sig af alle andres problemer.
Så Elisabeth og Arne flyttede til Billund. Arne arbejde på fuldt tryk som tekniker i et betonfirma, og på kun tre måneder fik han samlet penge nok sammen til udbetaling på et hus. Men kort efter gik et nyt firma, hvor han arbejdede, konkurs, og han stod nu uden løn og fagforening.
– Det var dengang, vi besluttede at begynde for os selv. Og selv om det har været hårdt, så har vi da kunnet leve af det i næsten 20 år, smiler han.
– På sygehuset gik jeg i gang med kemobehandling, men efter tre behandlinger kunne vi godt se, at det ikke ville flytte noget. Men jeg holdt fast i, at Gud ville hjælpe på en eller anden måde. Og en dag foreslog lægerne, at de ville behandle mig med et nyt antistof. Det nedbrød også immunforsvaret, så det var enten-eller.
– Efter kun tre behandlinger på 14 dage var kræften væk. Det var helt fantastisk, og samtidig med, at jeg vil takke de fantastisk dygtige læger og sygeplejersker i Vejle, så takker jeg også Gud. Jeg føler mig bønhørt. For i sidste ende var det jo ham, der hjalp mig gennem det, der skete. For troen giver harmoni og håb, og uden det er man ilde stedt i sådan en situation.
Arne Gundal blev rask for to år siden. Han går stadig til kontrol. Men han har det fint, og ved siden af sit eget firma bruger han gerne fritiden på at arrangere rytmiske gudstjenester eller hjælpe med lyd på kristne organisationers årsmøder.
Han var for mange år siden med til at starte Billund Gospel, som brugte moderne musik, mens det endnu ikke var velset i alle kirker og missionshuse. – Jeg har da måttet bære stortrommen ud igen nogle gange, fordi man ikke ville have sådan noget djævelskab indenfor, smiler han.
– Men for mig er det kristne budskab så stærkt og godt, at det bare skal fortælles med alle midler. Og da jeg selv og hele min familie er musikalsk, så har vi brugt musik.
Arne og Elisabeths ældste datter, Susanne, er professionel trompetist, nummer to, Thomas, er professionel trommeslager, og den yngste er ganske vist elektriker, men også professionel lydmand.
Han og far Arne har i øvrigt bygget deres egne højttalere for at få den rigtige lyd. Jo, Arne er fuld af ideer og initiativ. Og taknemmelighed for livet!
Han er død, af kræft