Jesu Fødselsdag Var det 11. september?

En overset tekst i Bibelen kunne tyde på, at Jesus blev født den 11. september år 3 „før Kristus“.

I denne artikel kan du læse, hvordan dr. Ernest Martin når frem til dette, og om „den rigtige“ Bethlehemsstjerne, som viste sig første gang i august dét år – og igen ni måneder senere… At Jesus ikke blev født juleaften eller julemorgen år 0 eller 1, det er der efterhånden enighed om. Dionysius beregnede i år 532 Jesu fødselsår galt, fordi de romerske angivelser af år efter kejserens tronbestigelse var usikre. Siden har de lærde diskuteret, om Jesus blev født år 8, 7, 6, 3 eller 2 „før Kristus“.
Når de første kristne valgte at lægge julen den 25. december, så var det efter al sandsynlighed, fordi de fleste folk i forvejen fejrede solhverv på det tidspunkt. Og det var da også en velvalgt begivenhed, for solhverv handler jo netop om, at lyset kommer, og det går mod lysere dage.
Men hvornår blev Jesus så helt præcist født? Kan man fastslå det? Ja, det kan man måske – endda ret præcist, hvis man inddrager de astrologiske begivenheder.

Vi bragte sidste år en stor artikel om den nyeste forskning i stjernernes bevægelser. Hvis du ikke har gemt avisen, så findes artiklen stadig på Udfordringens internetside sammen med en overbevisende animation.
Bethlehemsstjernen – som er omtalt i Mattæus-evangeliet – var efter al sandsynlighed en såkaldt konjunktion, dvs. at to stjerner/planeter fra jorden ser ud til at stå helt tæt, så de ligner én stor stjerne.
En sådan mægtig konjunktion skete den 12. august år 3 f. Kr. Her kom „Morgenstjernen“ planeten Venus, (som er symbolet for modergudinden i mange religioner, f.eks. Ishtar for babylonierne) helt tæt på kongeplaneten Jupiter („kongernes konge“).
Det skete tæt på stjernen Regulus (Sharru), som også betyder konge. Det skete i Løvens stjernebillede (jf. Judas Løve, tegnet for Judas stamme og profetier om Messias).
På dette tidspunkt har kun få af datidens astrologer været i tvivl om, at noget stort var ved at ske. De vise mænd har sadlet deres kameler med kurs mod Jerusalem, hovedstaden i Juda.
En måned senere – 14. sept. – kom Jupiter i konjunktion med Regulus. Den fortsatte, men så fra jorden ud til at vende om for igen at gå i konjunktion med Regulus den 17. februar år 2 f. Kr.
Herefter „står stjernen stille“ (på grund af jordens omdrejning, og planeternes baner) – ganske som Mattæus fortæller, at de vise mænd oplevede det.
Jupiter går så igen i bevægelse og går i konjunktion med Regulus den 8. maj!
Derefter mødes Jupiter og Venus igen den 17. juni tæt på Regulus. De stod så tæt, at det igen må have set ud som en mægtig stjerne, der gik ned i vest – set fra Babylon.

Dr. Ernest Martin er hovedmanden bag den afgørende forskning, der har ført til en revision af Kemplers teori om at konjunktionen år 7-6 f. Kr. skulle være Bethlehemsstjernen, men den var blot en optakt. Dr. Martin argumenterer bl.a. i sin bog „The Star That Astonished The World“ for, at den 11. september år 3 f. Kr. må være fødselstidspunktet – og han bygger dette på oplysninger i Johs. Åbenbaring.
Dette tidspunkt er også dagen for det jødiske nytår og trompeternes fest – og ville altså have en helt speciel symbolsk betydning, som en ny begyndelse.
Dr. Martin mener, at fødslen skal kædes sammen med bogstaveligt talt et „tegn i sol, måne og stjerner“, som sker den 11. september – af alle dage. (Hans teori er fra før den ulykkelige terrorist-begivenhed samme dag i USA).

Vi har i Ny Testamente kun tre afsnit, der fortæller om begivenheder ved Jesu fødsel.
Det er Mattæus evangeliet, hvor vi i kap. 1 og 2 hører om undfangelsen ved Helligånden, de vise mænd, Herodes og flugten til Egypten.
I Mattæus’ beretning nævnes den gamle profeti:
»Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os. (Matt. kap. 1,23)
Denne profeti er fra Gamle Testamentes tid, den står i Esajas 7, 14. Og som det er fremgået af vores serie om de 12 stjernetegns oprindelige betydning, så var Jomfruen i stjernetegnet oprindeligt gengivet med et barn på skødet, nemlig stjernebilledet Koma. Jomfruen med barn er et af de astrologiske tegn, som solen hvert år står i fra den 23. august til 22. september.

Lukas-evangeliet er den anden og mest kendte kilde til begivenhederne om Jesu fødsel.
Det er herfra, vi har Juleevangeliet. Og her kan vi læse, at „der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.“ (Luk. 2,1-2)
Desværre er der usikkerhed om, hvornår præcis denne folketælling foregik, så det hjælper os ikke så meget.

Men så er der en tredje overset oplysning om Jesu fødsel i Johannes Åbenbaring 12, 1-5.
Som bekendt er Åbenba-ringsbogen fyldt med symbolik og fører derfor nemt ud i tidsbestemte fortolkninger.
Men i alt for mange år har manoverset, hvor stor en rolle astrologien spillede på Jesu tid. Dr. Ernest L. Martin fastslår, at menigmand kendte mere til tegnene på himlen end de fleste universitetsstuderende i dag!
Når han læser Johannes beskrive dette „tegn på himlen“, så er han ikke i tvivl om, at det er en henvisning til Jomfruens tegn. Johannes skriver nemlig:

„Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone.“

Der kan ikke være tvivl om, at det er Maria, der føder, og at barnet, som skal vogte alle folkeslag, og som bortrykkes til Guds trone, er Jesus Kristus. Og Dragen med sin lange hale – som også findes i stjernebillederne – er selvfølgelig Satan, om hvem der fortælles, at han tog 1/3 af englene med sig i sit oprør imod Gud.
Men det interessante er her, at kvinden var „klædt i solen“ og havde „månen under sine fødder“.

Hvis vi altså antager, at tegnet på himlen, som Johannes ser, er Jomfruens tegn, hvornår kan man så sige, at kvinden i dette tegn er „klædt i solen“? Og hvornår har hun månen under sine fødder?
Solen bevæger sig (set fra jorden) året rundt i de 12 stjernetegn, som alle ligger på den ekliptiske cirkel. Solen „bor“ en måned i hvert stjernehus. Og i ca. 20 dage kan man tale om, at solen befandt sig midt på Jomfruens krop, så den „klædte hende“. Fra den 27. august til den 15. september ville solen bevæge sig fra brystet til livmoderen på stjerne-tegnet Jomfruen „som bliver med barn“.
Ser vi på månens bevægelser, så er der kun én dag i denne periode, hvor den befinder sig under Jomfruens fødder. Det er netop samtidig med, at solen ville være dér, hvor den gravide kvinde ville bære sit barn!
Fænomenet ville kunne observeres på himlen fra kl. 18.15 til 19.45 den 11. september år 3 f. Kr. !

Dr. Martin mener, Jesus blev født på netop dette tidspunkt – hvilket altså også var dagen for det jødiske nytår.
Og han argumenterer meget overbevisende for det.
Men spørgsmålet er, om livet for Gud begynder ved fødslen eller ved undfangelsen…?
Det er værd at bemærke, at der fra første konjunktion den 12. august til den sidste den 8. maj går knap ni måneder (38 ½ uge, hvilket er helt normalt for en graviditetsperiode).
Det er derfor nærliggende at tolke den første konjunktion som Marias undfangelse, da hun bliver overskygget af Helligånden, og konjunktionen den 8. maj som selve fødslen.
I alle tilfælde må man bare udbryde: Ære være Gud i det højeste for en astronomisk fødselsforberedelse!
Der er næppe et tidspunkt i historien, hvor så mange astrologiske tegn er set på himlen.

Jesu fødsel var en enestående begivenhed, hvorom hele verdenshistorien drejer sig.
Uanset at vi moderne materialistiske mennesker forsøger at leve, som om julens centrum ikke er Jesus Kristus, så forbliver han dog universets centrum. Og alle stjernebilleder fortæller om Ham, som det fremgår af vores serie. Han kan ikke ties ihjel. Han kan ikke bortforklares. Naturen og universet fortæller om hans fødsel, og hvad der videre skal ske i den store historie, som vi alle er en del af, hvad enten vi tror på den eller ej.

PS: Bemærk, at der kan være forskelle i bibeloversættelser. Ovenfor er der link til Bibelen på hverdagsdansk. Citaerne i artiklen er taget fra Bibelselskabets autoriserede oversættelse.