Den største hindring for at lære noget nyt er, at man ikke tror, man KAN eller HAR BRUG FOR at lære det.Det har mange unge sikkert oplevet igen ved eksamenslæsningen her i maj og juni. Nogen desværre for sent.
Mange af os husker måske, at vi i folkeskolen ikke kunne hitte ud af et bestemt fag. Jeg fik engang et 03 i kemi. Jeg kunne simpelthen ikke få det ind i hovedet. Troede jeg!
I virkeligheden kan vi lære næsten hvad som helst, hvis vi blot er motiverede for det. Som voksne opdager vi, at det, som engang var umuligt, pludseligt kan blive spændende og let at lære, når vi kan bruge det til noget.
Har du lagt mærke til, at dér, hvor man tror, man allerede véd det hele, der sker der ingen vækst? Man kører i ring og stagnerer. Man taler endda nedsættende om andre, som oplever mere på det åndelige område. Man afviser den fornyelse, som kunne gøre det åndelige liv levende og rigt igen.
Nej, det er ikke noget for os. Hvis det var Guds vilje, at vi skulle have det, så ville han nok give os det.
Men sådan fungerer det bare ikke i den åndelige verden!
Den blinde tigger ved vejen nøjedes ikke med at sige: Tjae, hvis ham Jesus vil gøre mig rask, så kan han jo bare komme og gøre det. Nej, han råbte til Jesus: Forbarm dig!
Hvis vi vil have fornyelse i vores åndelige liv, så må vi også råbe og søge – og tro på, at der er mere at få.
For hele Bibelen er fuld af løfter til dem, der griber dem.
Men måske har vi det, som menigheden i Laodikea, der ikke rigtig gad – og til hvem Jesus sendte denne besked:
Gid du dog var enten kold eller varm. Men fordi du er lunken og altså hverken det ene eller det andet, vil jeg spytte dig ud af min mund. Du siger nemlig: Jeg er rig! Jeg har skaffet mig rigdom og trænger ikke til noget, men du er ikke klar over, at du er elendig og ynkværdig, fattig, blind og nøgen.
(Læs løsningen i Johs. Åbenbaring 3, 14-22.)
Den største forhindring er altså, at man ikke trænger til noget. Men Gud ser vores åndelige fattigdom, trods vores egne selvhjulpne forsøg på fornyelse.
Han banker endda selv på, for at vi skal åbne døren til hjertet – så Han kan forny.