Om at forstå Bibelen som indblæst af Guds Ånd

For over 20 år siden udgav cand. mag. Bent Bjerring-Nielsen bogen ”Indblæst af Gud”. Forfatteren har nu skrevet en ny fuldstændig gennemrevideret udgave, og revisionerne er så omfattende, at det på mange måder er en ny bog, som det nye forlag Kairos har udgivet.

Titlen er den samme, men bogen har nu fået den nye undertitel: “Om kirkelig fortolkning af Bibelen”.

Man kunne også sige, at det er en bog om, hvordan man kan forstå og fortolke Bibelen ud fra en kristen tro på, at den er ”indblæst af Gud”, som der står i 2. Timoteus brev 3, 16.

Bogen kan især være til gavn for teologistuderende og andre, som møder en nedbrydende bibelkritik i undervisningen. Det har desværre taget troen fra mange kommende præster, eller i hvert fald skudt så mange forbehold ind i forhold til Bibelen, at tvivlen har fået overtaget.

Det er jo tankevækkende, at folkekirken affinder sig med, at kommende præster uddannes på verdslige universiteter, hvor man ofte ser det som en opgave at sætte tvivl ved Bibelens troværdighed.

For hvis Bibelen ikke er værd at tro på, hvorfor er man så i det hele taget præst i kirken?

Også videnskabelig

Ofte er det blevet fremstillet, som om en kritisk tilgang til Bibelen skulle være mere videnskabelig end en troende, kirkelig tilgang. Men i ”lndblæst af Gud” argumenterer Bent Bjerring Nielsen for, at al fortolkning jo bygger på forudsætninger.

Den historisk-kritiske metode er lige så forudindtaget og fyldt med fordomme om, at Bibelen er utroværdig, som den troende er forudindtaget om, at Bibelen er værd at tro på.

Enhver fortolker indgår i et fortolknings-fællesskab – bevidst eller ubevidst. I stedet for et ateistiske fortolknings-fællesskab tager forfatteren udgangspunkt i Kirken (med stort K) som det overordnede fortolknings-fællesskab.

Så det er kirkens måde at læse Bibelen på – dvs. troens måde. Han prøver på det grundlag at udarbejde en praktisk, bibelsk hermeneutik, som det hedder i det ufolkelige fagsprog, dvs. en fortolkningsmetode.

Bent Bjerring-Nielsen

Meget vidende

Bent Bjerring-Nielsen er cand.mag. i dansk og musik og har desuden en teologisk master. Han er præst i Amagerbro Frikirke, som han selv var med til at etablere for en del år siden. Han er også teologisk konsulent i SCMT (Studie Center for Menighedsbaseret Teologi).

Han har været underviser på Kolding lnternationale Højskole (nu Acts Academy) og lektor på SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi).

Han var også med til opstarten af 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) i København. Han har desuden publiceret en række artikler i litterære og teologiske tidsskrifter, bl.a. om C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien, som han hyppigt holder foredrag om.

Da en række kirker og Bibelselskabet i reformationsåret 2017 udgav det økumeniske hæfte ”Noget om den kristne tro”, var Bent Bjerring-Nielsen skribent på projektet.

Bogen afspejler da også, at den er skrevet af en ”nørd”. Første del af bogen diskuterer hermeneutikkens historiske udvikling, og det kan være noget tørt at komme igennem.

Men så når vi frem til ”De bibelske teksters selvforståelse”, som fortæller om, hvordan Bibelens mange forfattere selv har opfattet teksterne – nemlig som inspireret af Gud og Helligånden.

Bent Bjerring Nielsen får også aflivet de sejlivede misforståelser – fra bl.a. Da Vinci Mysteriet – om, at skumle katolske kirkefolk skulle have tilpasset tekster og udeladt de tekster, som ikke passede i deres teologi. Det er ganske enkelt ikke sandt.

Der var meget stor konsensus i de første århundreders kristne menigheder om, at der (kun) var fire troværdige evangelier (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes) og at Paulus’ breve også hørte til den bibelske kanon. Der findes som bekendt andre ”evangelier”, som kan være historisk interessante.

Men de er som regel udtryk for en sekt eller stemmer ikke overens med de fire første evangelier. De første kristne betragtede ikke disse skrifter som indblæst af Gud.

Udover Gamle Testamentes kanoniske bøger findes der også ”apokryfe” bøger, som katolikkerne har med i deres bibler, men som Luther og de reformerte ikke mente var inspirerede skrifter.

Mellem gold bibelkritik og fundamentalisme

I kristendommen påstår man jo ikke – som fx i islam – at den hellige bog er kommet ned fra himlen. Det fremgår helt klart, at den er skrevet af mennesker.

Bent Bjerring-Nielsen forsøger derfor at forklare, hvordan Bibelen både kan være skrevet af fejlfulde mennesker og samtidig kan være indblæst af Helligånden.

Han forsøger også at lande sin forståelse et sted mellem gold bibelkritik og fastlåst fundamentalisme. Han taler i stedet om et klassisk kristent bibelsyn, hvor der er en positiv tilgang og lidt mere bevægelsesfrihed.

I stedet for at tale om Bibelens ”ufejlbarlighed” lægger han vægt på, at Helligånden har inspireret Bibelen. Dermed bliver den på en gang guddommelig og samtidig udtryk for de mennesker, der skrev den ned.

Forskellige genrer

Der er også afsnit om den historiske sammenhæng, som teksterne er skrevet i. Og der skelnes mellem de bibelske genrer: Lovtekst, poetisk tekst, visdomslitteratur, historisk beretning, profetisk litteratur og breve.

Ikke alt skal forstås på samme måde. Fx mener forfatteren ikke, at skabelsesberetningen skal forstås helt bogstaveligt som en historisk beskrivelse af syv af vores dage.

Forfatteren kommer også ind på den mellemøstlige fortællemåde, som let kan misforstås, hvis den læses med kritiske vestlige briller. Der er også afsnit om metaforer, parallelisme, symboler osv.

Øvelser

Sidst i bogen er der øvelser, hvor man i en studiegruppe eller personligt kan gennemgå en tekst. Her kan man så afgøre, eller i hvert fald sige sin mening om, hvad man fx mener er poetisk, historisk og profetisk.

Som sagt henvender bogen sig især til teologistuderende, der kan have stor nytte af at se Bibelen i et klassisk, kirkeligt perspektiv, så de ikke går glip af Bibelens budskab og ikke lider skade på troen.

Sproget og formen risikerer dog at sætte en stopper for, at bogen vil blive læst af bibellæsere i almindelighed. Så det kan være en god ide at begynde med 2. del.

Bent Bjerring-Nielsen:
lndblæst af Gud – Om kirkelig fortolkning af Bibelen
178 sider, indbundet, 199,-
Forlaget Kairos,
forlagetkairos.dk

Comments are closed.