Jævnligt bliver kristne organisationer og enkeltpersoner hængt ud i medierne, fordi deres holdninger adskiller sig fra den herskende normløshed i samfundet.Det er blevet negativt at have en moralsk holdning, mens umoralen fremhæves som noget positivt. En dag er det Indre Mission, der hænges ud. En anden dag er det frikirkefolk eller katolikker. Ofte er historierne tynde og manipulerede. De bygger på fordomme om, at moral og religion er skadeligt.
Men uden en moral kan et samfund slet ikke hænge sammen. Og vi véd, at den kristne moral har skabt de sociale, retfærdige og demokratiske samfund med størst frihed.
Uanset om flertallet eller medierne ønsker det ene eller det andet, så har vi ret til at tro og udtrykke os.
Derfor skal vi heller ikke bare finde os i, at negative kræfter lægger kristne for had, fordi vi holder fast ved vores tro og de moralske værdier, der betyder noget for os. Den hetz skal brydes. Og det KAN vi gøre gennem sammenhold.
– Vi kristne kan finde sammen og danne en fælles komité til forsvar for trosfriheden i Danmark. For så længe vi er splittede, har de destruktive kræfter frit spil.
Vil du være med, så lad os mødes lørdag den 2. december et centralt sted i Danmark. Hvem vil stille lokaler (eller en hal) til rådighed? Lad os se, om der er opbakning. Så skal vi gerne offentliggøre tid og sted nærmere.
– Vi kan tale alvorligt og broderligt med de kristne grupper, som ufrivilligt skaber de negative overskrifter.
Det er f.eks. ikke klogt at være fuldstændig ligeglad med, hvad medierne skriver, som Christian Hedegaard fra Evangelist siger til Kristeligt Dagblad. For det skader os alle. Lad os hjælpe hinanden med at finde fælles etiske standarder.
– Vi kan finde sammen på tværs af kirker og grupperinger lokalt og bede for en bedre fremtid for Danmark.
Vi véd, at der er kraft i de foldede hænder. Når vi bekender vores egen skyld som enkeltpersoner, kirker og som nation, så river det hul i det åndelige mørke, der ruger over Danmark. Er du enig, så begynd at be og tænk på, hvad du selv kan gøre. Vi vil have Guds ånd tilbage i Danmark. For hvor Guds ånd er, der er der frihed.