Biskop Niels Henrik Arendt melder i dette nummer klart ud, at mission er nødvendig. Kristne bliver nødt til at bekende kulør og stå ved det, vi tror på, i det multireligiøse samfund, som Danmark er i dag.At være tolerant overfor andre religiøse holdninger betyder ikke, at man skal være ligegyldig overfor det, andre tror på. Tværtimod. Som kristne skal vi forsøge at overbevise andre om sandheden om Jesus Kristus.
Ja, selvfølgelig, vil mange læsere nok sige. Men det har desværre ikke været en selvfølge i Folkekirken…
Ordet mission havde ligefrem fået en mistænkelig klang. Det var noget for særligt interesserede – og lidt suspekt.
Herhjemme skyldtes det måske, at man forbandt ordet med Indre Mission og hele det kulturbillede, som er knyttet til denne bevægelse på godt og ondt. Men heldigvis er de gamle opdelinger mellem grundtvigianere og missionsfolk ved at være fortid, så vi kan forholde os til virkeligheden år 2003.
Det er svært at læse Ny Testamente uden at opdage, at Jesus klart giver os besked på at gå ud i alverden og forkynde evangeliet. Det var det, de første kristne gjorde, derfor voksede kirken så stærkt og var så fuld af liv.
Faktisk brød Niels Henrik Arendt med den herskende opfattelse i sit eget grundtvigske bagland, da han for en del år siden selv tog til Sierra Leone for at arbejde for Sudanmissionen. Bagefter kom han hjem og blev domprovst – og kort efter valgt til biskop – én af de bedste, vi har.
For til forskel fra mange andre i det selvbekræftende danske kirkelige landskab har han nemlig oplevet, at man kan være kirke på mange måder.
Derude stod kirken i en stadig åndskamp med muslimer og okkultisme – og det samme gør vi i dag herhjemme. Det er en mærkelig krig, hvor man elsker sin fjende og vil ham det allerbedste.