Nytænkning

KDs 6. valgnederlag bør skabe nytænkning. Det er nu sjette gang i række, det mislykkes for KristenDemokraterne at komme i Folketinget.

Første nederlag var i 2005, da KristenDemokraterne kun fik 1,7% og ca. 20.000 færre stemmer end ved det tidligere valg. Partiet havde mistet den tidl. formand Jann Sjursen. Den nye formand Bodil Kornbek førte en mere venstreorienteret politik, ligesom hun satte spørgsmål ved partiets abort-politik. Og ved det næste valg i 2007 faldt dommen: KD mistede yderligere ca. 30.000 stemmer.

Et flertal afsatte på landsmødet i 2008 Kornbek og førte partiet tilbage til Sjursens og Kofoeds linje. Men undervejs havde man mistet stemmeslugeren Tove Videbæk. Så partiet fik ikke flere stemmer ved valget i 2011, selv om man havde fået den konservative løsgænger Per Ørum med.

I 2015 forsøgte partiet at lægge mere vægt på de etiske sager, men partiet fik alligevel ikke flere end de ca. 30.000 stemmer, som kun rækker halvvejs. I 2019 fik KD midt i valgkampen en ny top-figur, nemlig Isabella Arendt. Hun nedtonede de etiske spørgsmål og partiets kristne profil. Men ikke engang det var nok.

KD spillede herefter højt spil ved at indgå en alliance med den tidligere radikale politiker Jens Rohde. Han levede op til sit provo-ry, da han stillede forslag om at afskaffe alle hindringer for abort – stik imod partiets holdning. Og som om det ikke var nok, stoppede Isabella pludseligt som formand og gik til de Konservative. Så det var forventeligt, at partiet fik et meget dårligt valg.

Bare prøve igen eller…?

Den nuværende partiformand holder lidt igen med straks at opfordre til at samle underskrifter. Og det er klogt. Alt tyder på, at der ikke er stemmer nok til partiet. Én forklaring kan være, at partiet ikke længere gør en forskel som tidligere. Især i den sidste periode har KD forsøgt at være et almindeligt politisk parti, og selv om der kan være gode grunde til det, så kan kristne vælgere måske ikke se, hvorfor de så skal stemme på KD fremfor et andet parti.

En anden forklaring kan være, at der desværre er blevet færre bevidste kristne. Antallet af gudstjeneste-deltagere er fx halveret gennem de sidste årtier. En tredje forklaring kan være, at moderne kristne ikke er så trofaste overfor de kristne og etiske kernesager, men stemmer lige fra Nye Borgerlige til Enhedslisten.

Mangler der oplysning?

Dagen efter valget talte jeg med en ellers meget hengiven kristen, som var ked af, at der var blevet rødt flertal. Hun havde imidlertid selv stemt på Alternativet (som regnes med til det røde flertal).

Jeg kunne fortælle hende, at flere kandidater fra dette parti sammen med kandidater fra Enhedslisten, Radikale og SF netop havde skrevet under på Ateistisk Forbunds programerklæring om at ville nedlægge folkekirken, kristendomsundervisningen og alle fradrag og tilskudsmuligheder for kristne foreninger.

Så der er nok at kæmpe for. Men alt for mange kristne kører på frihjul, når det gælder politik.

Hvad skal KristenDemokraterne gøre nu?

Her er nogle fremtids-scenarier:

KD kan prøve igen. Og igen. Opstilling giver trods alt taletid. Men hvis man blot bruger taletiden på at tale ”almindelig” politik, giver det ikke mening. Der er partier nok. KD må fokusere på de kristne og etiske sager, som andre ikke tager op. Dét er der brug for.

KD kan fusionere med et andet parti. Her er de Konservative måske de mest oplagte.

KD kan nedlægge sig selv og give vælgerne ”fri” til at stemme på andre partier.

KD kan være et værdipolitisk forum, hvor kristne udrustes til at gå ind i det parti, hvor de føler, de kan gøre mest gavn – uden at glemme troen.