Indiske Anne Manning blev til fru Pedersen

Da Anne blev født i byen Cuttack i Orisa i Indien, ville moderen ikke blive på sygehuset. Tre timer efter fødslen tog hun barnet i en bylt og skyndte sig ud.

På vej ud mødte hun et missionærægtepar. De spurgte, hvad hun havde i bylten, og hun viste dem sin nyfødte baby. Parret velsignede barnet og profeterede, at barnet skulle nå langt i verden. Anne Mannings far var ansat ved jernbanen og blev ofte forflyttet. Da hun var fire år, flyttede familien til storbyen Bombay.

Kulturkristne

– Vi var katolske kulturkristne. Min mor havde været protestant, men havde skiftet trosretning for at blive gift med min far, som var katolik. Og det havde hun det ikke godt med.

Som barn mødte jeg aldrig venlighed fra min mor. Den fysiske berøring fra hende var, når hun slog mig, fordi jeg var meget uartig. Jeg var et barn fuld af foretagsomhed. Og det var nok irriterende for en mor med syv børn.

Vi var anglo-indere, og denne gruppe har en lysere hud. Min mor så ned på mig, fordi jeg havde en mørkere hud – ligesom hun selv havde. Jeg følte derfor altid, at jeg var grim.

Ville stikke af

– På grund af problemerne derhjemme planlagde jeg at stikke af, når jeg var 16 år. Så ville jeg finde den virkelige kærlighed, jeg længtes efter.
Men allerede som 13-årig oplevede jeg Guds betingelsesløse kærlighed.

Der var opstået en kristen fællesskabsgruppe i Bombay omkring et missionærpar, Pattersons fra New Zealand. Det var faktisk begyndelsen på den karismatiske fornyelsesvækkelse i Indien. En mand fra gruppen spurgte mig en dag, om jeg var kristen. Ja naturligvis, svarede jeg. ”Men kender du Jesus?” spurgte han. Han fortalte mig, at Jesus elskede mig så meget, at selv om jeg var den eneste (grimme) pige på jorden, så ville han komme herned for at frelse mig. Da besluttede jeg mig for at elske Jesus lige så meget hele mit liv. Og det har jeg gjort lige siden.

Døbt imod fars vilje

– Jeg kunne godt lide dem, der var med i den fællesskabsgruppe. Sammen med min mor besøgte jeg gruppen, som hed New Life Fellowship. Det er stadig i dag den hurtigst voksende kirke i Indien.

Vi blev grebet af forkyndelsen og fællesskabet, og Helligånden var stærkt til stede. En dag, da mange andre blev døbt, begyndte jeg at græde. Fru Patterson spurgte min mor, hvorfor jeg græd.
”Hun vil gerne døbes.”
”Så lad hende blive døbt!”
”Nej, det er umuligt. Hendes far bliver endnu mere vred på mig, hvis hun gør det,” svarede min mor.
”Vil du tage ansvaret for hendes sjæl, hvis hun dør i nat?” spurgte fru Patterson.
”Nej.”
”Så lad hende blive døbt, og lad Gud tage ansvar for konsekvenserne.” Så blev Anne døbt med det samme.

”Ikke min datter”

– Næste morgen, mens jeg var ved at børste tænder, råbte min far efter mig. Jeg skyndte mig hen til ham. Han skældte mig ud, fordi jeg var blevet døbt, og sagde: ”Hvis du går hen i den kirke igen, så er du ikke min datter!” Jeg blev chokeret. For min far var et anker i mit svære liv. Nu brød min verden sammen.

Den mand, som ledte mig til Jesus, havde givet mig en bibel og havde lovet mig, at Gud taler igennem biblen. Den er Hans kærlighedsbrev til os. Jeg havde indtil da læst et kapitel hver morgen og hver aften, men det fængede ikke. Men denne gang var helt anderledes! Jeg bad Jesus om hjælp og slog tilfældigt op i min bibel. Jeg havde fået en King James Bible, og jeg læste et kapitel hver morgen og hver aften.

Det ord, jeg slog op på, var fra Salme 27,10: ”Selv hvis min far og mor forlod mig, ville du altid blive hos mig, Herre.” Så overlod jeg min fremtid i Guds hænder. Jeg tog til møde i fællesskabsgruppen, og på vej derhen mødte jeg min far, som var på vej hjem fra gudstjeneste i hans kirke.

Jeg var bange for at møde hans blik, og meget tøvende så jeg ham op i ansigtet, og han sagde: ”Hello my girl”. Og han talte aldrig mere om det.
Han kom også til personlig tro på Jesus to uger før sin død.

Sygeplejerske-drømme

Anne ønskede at blive sygeplejerske, men familien havde ikke råd til videreuddannelse. Igen bad Anne Jesus om hjælp og blev mindet om et ord, som har været hendes særlige bibelord hele livet: ”Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt.6,33)
Så regnede hun med det.

Ved en konference var et newzealandsk taler-par på besøg. Anne mødte dem kun ganske kort. Men efter konferencen kaldte præsten Anne til sig og spurgte, hvad hun ønskede som videreuddannelse. Hun fortalte om sin drøm om at blive sygeplejerske. Præsten fortalte nu, at det newzealandsk par havde tilbudt at betale for hendes uddannelse og leveomkostninger under uddannelsen! Da Anne nogle år senere var færdiguddannet, fik hun kontakt med ægteparret, og de var hendes åndelige forældre indtil de døde for nogle år siden.

Mirakler i mit liv

– Sådan har jeg oplevet mange mirakler i mit liv. Jeg kunne skrive en hel bog om det! I 1977 kunne to studerende fra hele Indien komme til Tokyo til en international konference. Jeg ville naturligvis gerne flyve til Japan. Så jeg bad til Jesus. Vi skulle gennem nogle test, og en af dem var om almen viden. Den frygtede jeg for. Men alt gik godt, og jeg kom til Tokyo!

Ægteskab og børn

Da jeg var 24 år, tænkte jeg, at det var tid at blive gift. Så jeg bad Gud om, at jeg måtte blive gift inden jeg fyldte 25 år, selv om jeg ikke havde nogen kæreste. Og faktisk blev jeg gift inden et år i 1981 med en mand fra kirken, som hed Ashlyn.

Da vi ventede vores første barn, havde vi en stærk fornemmelse af, at det ville blive en dreng. I Indien er det forbudt at få lavet scanninger, der kan vise barnets køn. Men det blev en dreng. Vi kaldte ham Jo-Ash efter hans bedsteforældre og min mand. Vi ville ikke give ham et bibelsk navn, fordi alle andre gjorde det, men vi opdagede, at Jo-Ash faktisk betyder Jehova Haster. Og jeg fødte da også Jo-Ash en måned for tidligt. Han var meget lille, men han fejlede ingenting.

Da Joash blev 3 år, var jeg meget syg med alvorlig allergi. Samtidig blev jeg gravid igen. Jeg var meget bekymret for mit helbred. Men Gud fortalte mig, at jeg ville få en pige, som skulle kaldes Jo-Anne, der betyder Guds nåde. Og gennem den baby ville jeg opleve, at Guds nåde er nok.

Troen blev testet

Anne blev sygeplejerske og underviste i fem år på sygeplejeskolen. Hun og hendes mand blev medarbejdere i kirken. Der var en løn, men den rakte kun til den første uge i måneden. Resten af måneden var vi afhængige af mirakler fra Guds hånd. Og det skete også, selvom vi aldrig fortalte om vores behov for ikke at vække medlidenhed. Vi stolede på Guds løfter og oplevede det ene mirakel efter det andet, siger Anne.

– Men der var tider, hvor vi blev testet, hvor jeg kun havde løg og tomater at lave mad af, husker Anne. Men på grund af Guds gaver havde hendes børn det godt, og de var altid velklædte.

Engang lagde min mand alle vores sidste penge i kirkebøssen. På vej hjem havde vi ikke til transport og måtte gå ti kilometer. Jeg var gravid i femte måned, og der var over 30 graders varme, så jeg kom hjem dødtræt og med hævelser over hele kroppen.

– På et tidspunkt måtte jeg forsørge børnene alene. Jeg bad igen Gud om hjælp. Gud gav mig et job, men transporttiden var to timer hver vej, og lønnen var ikke nok for os 3. Jeg bad igen Gud om hjælp og blev flere gange forfremmet. I 2010 fik jeg en troende chef og et fantastisk job som lederskabstræner og coach.

– Han coachede mig, så jeg kunne udvikle mig til en kompetent professionel træner og coach. Min løn var meget højere, selvom arbejdstimerne var meget mindre, fortæller Anne taknemlig over Guds hjælp.

Den danske julemand

Annes mand døde i 2010. I 2016 rejste Anne til Løvhyttefest i Israel som volontør. Her mødte hun danske postmester Ove Petersen, som netop havde mistet sin hustru og havde bedt Gud om at bringe en kristen kvinde til ham, hvis han skulle gifte sig igen.

De talte stort set ikke sammen, men bagefter skrev Ove Petersen mails til hende. Allerede efter den tredje mail foreslog han, at de blev gift!
Anne var meget overrasket, for hun kendte ham næsten ikke, og hun ønskede slet ikke at blive gift igen.

Men hun bad om Guds vilje. I en drøm så hun ordene Ove–Par på en linje og Anne–Wife på en linje under den. Hun kendte ikke ordet Par, men fandt betydningen på Google translator. To dage senere fik hun også en bekræftelse i kirken, hvor præsten talte om Abraham, der måtte rejse fra sit eget land til et fremmed land.

Den intetanende præst forklarede, at det ville svare til, at ”du skal pakke din kuffert, forlade dit land og din familie og rejse til et land langt borte”.
Da Anne fortalte sin datter om drømmen og præstens prædiken, afslørede datteren, at hun havde bedt for, at Anne måtte møde en mand i Israel, som ville fri til hende.

Datteren inviterede nu Ove til julebesøg i Bombay! Ved juledagsgudstjenesten fortalte en ung fyr fra kirken, at han om natten i en drøm havde set en mand med langt hvidt skæg komme i kirken. Da han så Oves ansigt, genkendte han ”julemanden” fra drømmen.
Næste dag gik Ove på knæ og friede – og Anne sagde ja! Hun skiftede nu navn til Manning-Pedersen.

Han er din ’rygrad’

Tre gange blev det profeteret, at Ole skulle være Annes rygrad og hjælpe hende i hendes tjeneste. Hun tager ud og underviser i bibelstof, og hun er certificeret coach i personligheds-tests, der hjælper mennesker til at samarbejde. (Se annemanning.dk)

Hun har talt på Aglows Landskonference og Bedehus Danmark og bruges ofte på Lykkeskær Bedehus og i forskellige kirker.

Døden nær af corona

Sidste december blev Anne alvorligt ramt af Covid, netop som hendes børn kom på besøg. De måtte bo i den ene ende af huset, mens hun havde svært ved at trække vejret i den anden ende.
– Jeg lå i sengen i 14 dage og blev også kørt på sygehus i ambulance to gange. Jeg havde ikke levet i dag, hvis ikke Gud havde hørt vores bønner, fastslår hun.
Ove og Anne fik 5 fantastisk år sammen, før Ove døde for et par måneder siden.

Så længe Ove levede, kunne de nøjes med hans pension og de honorarer, som Anne fik, når hun underviste i forskellige kirker. Men da Ove døde, var Anne pludselig i fare for at blive udvist. Hun stod også med et hus på 285 kvm. og stort set ingen fast indtægt. Oves børn skulle acceptere, at hun blev siddende i uskiftet bo. Men da en af pigerne fik Covid, trak det ud med at få sendt ansøgningen til Skifteretten.

Gud kommer ikke for sent

– Jeg sagde til Gud, at jeg vidste, at Han aldrig kom for sent. Men jeg undrede mig over, hvor sent, det var. Samme aften fik jeg en mail om at tale på Plus-Oase. Det ville jeg gerne, men jeg var nødt til at tage betaling på grund af min situation. Derfor skrev vi nogle mails frem og tilbage, og det endte med, at Udfordringens redaktør tilbød mig et job. Nu kunne jeg gå til banken og sige, at jeg havde en fast indtægt. Jeg kunne beholde huset og sælge senere i stedet for, at det gik på tvangsauktion. Og det stiller mig langt bedre overfor Udlændingestyrelsen, at jeg har hus og arbejde, når jeg ansøger om forlængelse af opholdstilladelsen. Bagefter spurgte jeg redaktøren, hvorfor han havde gjort det. ”Det véd jeg heller ikke. Jeg vidste bare, at jeg skulle gøre det – så det må være Gud,” sagde han. Sådan har Gud sørget for mig på alle måder. Og jeg ønsker bare at tjene ham med alt, hvad jeg har og kan, slutter Anne.